|
Ordinær Generalforsamling
Tirsdag d. 27. marts 2007 kl. 19.00
på Rosengaarden
[Printvenlig
version - word]
Referat:
Der var mødt 31
medlemmer.
Bjarne
Rasmussen bød velkommen og indledte med at bede forsamlingen om at
rejse sig og holde et minuts stilhed, for at mindes foreningens
afdøde i det forløbne år.
Derefter
overgik man til Dagsordenen:
1.
Valg af dirigent.
Poul Aksel
Eriksen (PAE) blev valgt til dirigent. PAE konstaterede, at
Generalforsamlingen var lovlig indvarslet i henhold til vedtægterne.
Dagsordenen blev gennemgået og PAE konstaterede, at der var
indkommet et forslag til behandling i pkt. 9. Stemmetællere ville
blive udpeget, hvis behovet for en afstemning skulle opstå.
2.
Formandens beretning 2006.
Sidste år, der
indledte jeg min beretning med, at det var ikke de store ting rent
arbejdsmæssigt der var foretaget på havnen i 2005. Det samme må jeg
sige om 2006.
Oprensning af
indsejlingen slap vi ikke for, men hvor vi de andre år har deponeret
sandet henne ved beddingsvognene til senere brug, kunne dette ikke
lade sig gøre p.g.a. slam og andet affald, så vi blev nødt til at
køre det et andet sted hen, det var simpelthen ubrugeligt
Og hvad er der
så ellers foregået på havnen. Vi havde jo vores traditionelle Sct.
Hans bål med fint vejr og fin tilslutning. Vi har fået sat ål ud, så
der skulle gerne svømme 4000 stk. små ål rundt i vandet omkring
Boderne. En dag hen på eftersommeren fik vi samlet en flok af vore
gode gamle medlemmer til bl. andet malerarbejde, men det blev ikke
til meget malerarbejde p.g.a. et gevaldigt regnvejr hele dagen. Men
noget blev der da gjort, bl. andet oprydning under halvtaget. Vi
fik den løse bjælke i indsejlingen gjort fast, og så fik vi gravet
kablet til Vestbroen bedre ned, da det lå ovenpå jorden.
Fiskerikontrollen har vi haft temmelig meget besøg af i det forløbne
år, og det har enkelte medlemmer mærket. Så galt at kontrollen har
opfordret et af vore medlemmer om, at han ikke i klubhuset kunne
sige at vi godt kunne holde lidt lavere profil nede i Boderne. Vi
har naturligvis drøftet det i bestyrelsen, men vi mener ikke at
det er noget vi skal blande os i, om garnene har den rette
maskestørrelse, om bøjerne er rigtigt mærket o.s.v. Det går kun ud
over det enkelte medlem selv, bøde og konfiskation.
Men vi vil godt
opfordre medlemmerne til, at hvis de fisker tæt inde ved land, at de
afmærker deres garn med synlige bøjer, og ikke tomme plastikflasker
eller bræddestumper som vi har hørt nogen gør. Når vi opfordrer
specielt til det, er det fordi det kan bringe andre i fare. Her
tænker vi på, at alle kan sejle hvor de vil og der er altså ikke
meget ved at komme sejlende tæt inde ved land i snalret vejr, og få
et garn i skruen fordi det ikke er ordentlig afmærket.
Vi har sendt
enkelte advarsler ud, hvor folk ikke retter sig efter de
henstillinger der gives af havnefogeden eller bestyrelsen. Og jeg
finder det yderst beklageligt hvis medlemmerne ikke efterkommer en
henstilling. Og her er det meget fortøjningerne der er i fokus. Vi
ved godt, at der er enkelte agterfortøjninger der ikke er som de
skal være, men det vil vi snarest få en ordning på.
Vi har fået
vores hjemmeside i gang, og jeg syntes at det fungerer fint. Den har
mange informationer om foreningen og havnen. Man kan finde
foreningens vedtægter og referater fra generalforsamlingerne,
billeder og kontakt til Bestyrelsen. Der er også links til emner som
vi mener kan være interessante for medlemmerne f.eks. fiskeriregler,
skydeadvarsler på Raghammer og Sikkerhed til søs med mere. Jeg har
hørt, at der er medlemmer der skulle sige, hvorfor vi ville ofre
penge på en hjemmeside, men jeg finder at de ca. 140 kroner om året
som det koster, er givet godt ud.
Så har vi
sendt en ansøgning til regionskommunen om rengøring og
vedligeholdelse af vore toiletter. Vi har ikke fået noget
tilbagesvar, men heller ikke noget afslag, og når man ved hvilken
polemik der har været med besparelser, så er det måske ikke så
mærkeligt, men vi kan jo håbe at vi får et positivt svar.
Vi har
deltaget i to fælles havnemøder hvor Svenn Erik – Erhardt og
undertegnede plejer at deltage, og jeg syntes at vi får noget ud af
det hver gang.
Sidste år fik
vi jo nye vedtægter, og der håber vi at man bemærker at sidste frist
for kontingentindbetaling nu er ændret til 1.maj hvor det før var
1.juli.
Bestyrelsen
har undersøgt mulighederne for kollektiv forsikring af vore både. Vi
har henvendt os til seks forskellige forsikringsselskaber, men
indtil videre har det ikke ført til noget. Måske fordi der nok ikke
er penge i det for forsikringsselskaberne.
Og hvad
har vi så foretaget os i bestyrelsen?
Sidste år fik vi
af generalforsamlingen bemyndigelse til at arbejde videre med det
projekt vi kalder nyt slæbested/trollingrampe og renovering af
midterbro som er i stærkt forfald. Jeg syntes selv at vi har brugt
meget tid på det, men desværre har alt ikke forløbet som det
skulle. Jeg skal også nævne, at vi hele tiden har arbejdet tæt
sammen med Jakob Jensen fra regionskommunens Faste anlæg hvor
havnene hører under, og han har også deltaget i flere af vore møder.
På et
tidspunkt læser man i aviserne, at Havneforeningen Boderne har fået
bevilliget 150,000 kr. fra regionskommunen til anlægsarbejder. Vi
hører ingenting, men så en dag jeg var nede i Tejn, går jeg op til
Faste Anlæg som har deres kontor der, for at få noget at vide om den
her bevilling. J.J. var der ikke. Jeg bliver henvist til Knud Erik
Thomsen, Bossen for Faste Anlæg. Knud Erik vidste ikke meget om den
bevilling, men lovede at undersøge det, så skulle jeg nok få svar.
Der gik heller ikke lang tid, så ringede han og fortalte, at han
havde talt med kommunens økonomidirektør, og at bevillingen var på
plads.
Men så langt
så godt, nu havde vi kommunetilskuddet, så skulle vi også havde E.U.
tilskuddet, og der havde vi fået at vide, at havde vi først
kommunetilskuddet så var det bare at skrive en ansøgning til E.U. så
var det hele på plads.
Men det har
vist sig ,at det skulle gå helt anderledes.
Vi har hele
tiden haft den aftale med J.J. om når vi havde kommunepengene på
plads ville han være os behjælpelig med ansøgningen til E.U. Men
pludselig får vi at vide, at vi godt kan spare os at sende ansøgning
om E.U. tilskud, for der var kommet nye programmer om ansøgning til
E.U. tilskud, og de var tidligst færdige i sommeren 2007, hvor vi jo
havde regnet med at påbegynde arbejdet i påsken 2007.
Det var noget
af en dukkert, og på et bestyrelsesmøde d.25.november diskuterede vi
hvad vi så skulle, og vi satte 3. alternativer op:
1.Vi fortsætter
som planlagt med anlæg i påsken 2007 og satser på EU tilskuddet
kommer senere på året.
2. Vi udskyder
projektet til efteråret 2007 eller 2008.
3.Vi dropper
beddingsprojektet, men udfører renoveringsarbejder (Midterbro,
skrænt, hævning af Dronninge- og Vestbro) med kommunal tilskud og
til tiden (påsken 2007)
Vedr. punkt 3.
så havde vi alle i bestyrelsen på et møde med J.J. fået den
opfattelse at det kommunale tilskud kunne vi bruge, uanset om vi
havde opnået EU tilskud. Men der havde vi fået noget galt i halsen.
Kommunetilskuddet er en medfinansiering af et EU tilskud, så
tilskuddet kan ikke anvendes alene til renoveringsarbejde på
havnen. Hvis kommunetilskuddet alene ønskes til renoveringsopgaver,
skal der en ny ansøgning til kommunen, og det bevilligede tilskud
bortfalder. Vi er så i bestyrelsen enige om, at nu skal der snart
ske noget, og senest i påsken 2008, og det med eller uden
beddingsprojekt tilskud. Så derfor har vi på et bestyrelsesmøde d.
30. januar 2007, besluttet følgende handlingsplan.
15. november
2007 sættes som deadline for at ansøgningen til EU. skal være sendt
og igangssætningstilladdelse skal ligge klar - eller være lige på
trapperne, og hvis ikke denne deadline kan overholdes, vil
bestyrelsen tage stilling til, om beddingsprojektet helt skal
opgives, eller om der skal sendes en ny ansøgning til kommunen om
tilskud til renovering af havnen.
Det var hvad
jeg havde i denne omgang, så jeg vil slutte med at sige tak til alle
der har givet en hånd med nede på havnen, til klubhusbestyreren
Birthe/Bent, til regionskommunen Faste Anlæg med Jakob J. til
medierne for god omtale, og ikke mindst til mine bestyrelseskolleger
for et godt samarbejde i det forløbne år.
Kommentarer fra
medlemmerne:
- Ole: ønskede
fiskerikontrollen inviteret til generalforsamling, således at
fiskeriregler, garntyper og –størrelser kunne forklares for
foreningens medlemmer.
PAE mente, at
man kunne få nogle svar på de spørgsmål, når Per Jørgensen senere på
generalforsamlingen holder sit foredrag.
- Torben: havde
en bemærkning til hjemmesiden, hvor der under fakta står, at
vandstanden i havnen er 1m, men at han forleden rørte bunden med sin
båd.
- Steen og Stig
forklarede, at vanddybden, som er nævnt på hjemmesiden, er
middelvandstanden og ikke den faktiske, som så burde opdateres
hver time, hvilket ikke er muligt. Det er op til Torben selv at
vurdere, om det er lavvande og altså under 1m.
- Erhardt
nævnte, at han netop havde målt middelvandstanden til værende over
1m hele vejen rundt, men det kan godt være, at ude i kanten er der
lavere.
- Torben
beklagede sig over agterfortøjningernes dårlige stand.
- Erhardt
erkendte, at der mangler 10 agterfortøjninger. Arbejdet med
agterfortøjningerne er imidlertid planlagt og udføres snarest.
- Ernst
spurgte, hvordan man kan renovere agterfortøjningerne, når kæden er
smadret og troede ikke, kæderne kan holde helt til 2008.
- Erhardt
erkendte igen, at kæderne ikke er i god stand, men Kim vil reparere
hvor der er behov (knæk).
- Ernst
fastholdt, at kæderne skal laves i år.
- Bjarne
indskød, at vi har gang i det, men vi vil nødig bruge for mange
penge i år.
- Mogens mente,
at det er et rimeligt krav, at agterfortøjningerne er i orden, så
bådene kan ligge sikkert.
- Erhardt
sagde, at vi prøver at renovere så godt vi kan og Bjarne afsluttede
debatten med at sige, at det bliver helt sikkert lavet til næste år.
- Torben
spurgte, hvad oprensningerne i år har kostet.
- Svenn-Erik
meddelte, at med en rabat på ikke mindre end 37,5% blev slutfacit
ca. 25.000 kr.
Bjarne
bemærkede, at prisen var for både opgravning og pålægning af sten på
Sydmolen. (men ikke for kørsel af 250t marksten og 100t sprængsten).
- Et medlem
opfordrede bestyrelsen til at få tilskuddet fra kommunen på skrift.
- Bjarne sagde,
at det havde bestyrelsen prøvet at få, men det var ikke så nemt,
eftersom Regionskommunen havde været inde i en
omorganiseringsperiode. Bestyrelsen har dog haft tæt kontakt til
Jakob Jensen, som hele tiden har sagt, at tilskuddet til
renoverings- og beddingprojektet ligger fast, men mangler dog et
EU-tilskud, som det har ligget stille med, da EU har ændret på sine
programmer, således at vi først kan ansøge senere på året.
- Store
bådpladser til havnen tages op på næste bestyrelsesmøde.
Formandens
beretning blev enstemmigt godkendt.
3.
Regnskab.
Svenn-Erik
Holm (S-EH) gennemgik regnskabet, der var revideret uden
bemærkninger.
Overskud
2006: 32.357,78 kr.
Niels spurgte,
om ”havnens drift” overvejende er udgifter til opgravninger af
havneindløbet. Det bekræftede Svenn-Erik.
Regnskabet
blev enstemmigt godkendt.
4.
Fastsættelse af indskud + kontingent.
Bestyrelsen
foreslog uændrede satser for næste års kontingent, bådpladsleje og
indskud.
Forslaget blev
enstemmigt vedtaget.
5.
Valg af bestyrelse.
Efter tur afgik
Erhardt Nielsen, Svenn-Erik Holm og Steen Kongsmar.
Erhardt Nielsen
og Steen Kongsmar modtog genvalg.
Svenn-Erik Holm
ønskede ikke genvalg. Stig Peberholm blev foreslået af Bestyrelsen
og valgt.
6.
Valg af bestyrelsessuppleant.
Niels
Andersen blev valgt som bestyrelsessuppleant.
7.
Valg af revisor.
Mogens
Aggerholm ønskede ikke genvalg. Bestyrelsen foreslog Børge Olsen
som blev valgt.
8.
Valg af revisorsuppleant.
Henrik
Jespersen (ikke tilstede) modtog genvalg.
9.
Indkomne forslag.
Torben
Larsen havde stillet forslag, om afskaffelse af foreningens
postboks.
Trods
Bestyrelsen klare ønske om at bevare postboksen, argumenteret af
Bent, fastholdt Torben sit forslag og ønskede afstemning.
Hans Svensson
og Mogens Drejer blev udnævnt som stemmetællere.
Forslaget blev
afvist med stemmerne: 15 JA til forslaget og 53 NEJ.
Foreningen
bibeholder således sin postboks adresse.
10.
Eventuelt.
-
Foredrag af Per Jørgensen om Dansk Amatørfiskerforening.
- Jakob Jensen
fra Bornholms Regionskommune var indbudt til generalforsamlingen,
for at forklare nærmere om hændelsesforløbet med tilskuddene fra
kommunen og EU.
- Bjarne
redegjorde planerne for renoverings- og beddingsprojektet.
- Poul
”Polle” Kofoed og Ernst Kofod blev udnævnt til
ÆRESMEDLEMMER og overrakt diplom. Desværre var ”Polle” ikke
tilstede p.gr.a. sygdom.
- Torben
Larsen kunne ikke følge Bestyrelsens beslutning om at lægge sten på
Sydmolen. Efter hans mening var stenene lagt tilfældigt. Torben
spurgte, hvorfor man ikke havde rådført sig med et firma inden man
lagde sten eller afprøvede Stig Peberholms forslag om nedbankning af
rør til standsning af sandets vandring.
- Bjarne og
Erhardt svarede, at man havde studeret sandets vandring og bølgerne
i løbet af vinterens storme og kommet frem til, at ved at gøre
Sydmolen længere og indløbet snævrere, kunne bølgerne ”styres” til
at ramme Østmolens kant i stedet for Østmolens ende, og tiden vil
vise, om det hjælper noget mod tilsanding af havneindløbet. Men det
kan være, der skal lægges flere sten endnu.
- Jakob Jensen
tilføjede, at et firma til at undersøge forholdene let kan beløbe
sig til 100.000 kr., uden dog at kunne give nogen garantier for
effekten af evt. løsningsforslag.
- Bjarne
overrakte den afgående kasserer Svenn-Erik Holm en gave, som tak for
hans arbejde i Bestyrelsen.
Til sidst
takkede Bjarne medlemmerne for god ro og orden, pressen for pæn
omtale af foreningen, dirigenten Poul Aksel og
bestyrelsesmedlemmerne for godt samarbejde.
Generalforsamlingen blev ophævet kl. 20:55 og derefter blev der
budt på kaffe og snitter.
-----------------ooooooo--------------
Efter
Generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig således:
Formand:
Bjarne Rasmussen
Havnefoged: Erhardt Nielsen
Klubhusbestyrer: Bent Lund
Kasserer/sekretær Steen Kongsmar
Medlem: Stig Peberholm
Best.suppleant: Niels Andersen
|